Sommerfuglcichliden (*Mikrogeophagus ramirezi*) er uden tvivl en af de smukkeste og mest fascinerende dværgcichlider fra Sydamerika. Med sine strålende blå pletter og markante rygfinne er den en juvel i ethvert akvarium, men den kræver også en vis indsigt i vandkemi og adfærd for at trives optimalt.
Naturligt habitat og krav
I naturen findes M. ramirezi i Orinoco-flodsystemet i Venezuela og Colombia, specifikt i de åbne savanneområder kendt som Los Llanos. Her lever de i lavvandede, langsomt flydende vandløb med tæt vegetation. Vandet her er ekstremt blødt og surt med en pH-værdi helt ned til 4.0-5.0 i visse områder, og temperaturen er ofte meget høj (27-30°C). For at få succes i akvariet er det afgørende at holde vandet rent og varmt; de er meget følsomme over for nitrat og svingninger i vandkvaliteten.
Adfærd og sociale forhold
Sommerfuglcichlider er fredelige, men territoriale under leg. De danner tætte parbånd, og det er ofte smukkest at se hannerne "prale" over for hinanden med udspilede finner, hvilket sjældent fører til egentlige skader. I et selskabsakvarium fungerer de godt med andre fredelige arter som pansermaller og mindre stimefisk, så længe der er masser af skjulesteder i form af trærødder og planter.
Mine erfaringer med opdræt
Da jeg startede mit 430 liters akvarium op, oplevede jeg det, jeg kalder "begynderheld". Blot få dage efter introduktionen lagde et par æg på en sten. Jeg fulgte spændt med, mens æggene blev til små vrikkende larver, men desværre flyttede forældrene dem til et uheldigt sted, hvor de faldt ned og blev spist af de andre fisk (heriblandt scalarer og pansermaller).
Siden da har jeg haft flere forsøg i både selskabsakvarier og mindre opdrætsakvarier. En vigtig lærestreg har været vigtigheden af timingen med foder. Ved mit seneste forsøg i et 54 liters akvarium lykkedes det parret at føre ungerne til det fritsvømmende stadie. Forældrene passede dem eksemplarisk på toppen af en trærod og forsvarede dem mod alt og alle. Desværre begik jeg en fodfejl: Jeg fik ikke sat gang i klækning af artemia i tide. Artemia bør sættes over senest 4 dage efter æglægning, så foderet er klar, når ungerne bliver fritsvømmende. Desværre forsvandt ungerne efter få dage – sandsynligvis spist af forældrene, måske pga. sult eller stress.
Hurtig livscyklus
Det er imponerende, hvor hurtigt denne art udvikler sig. Erfaringer fra andre akvarister viser, at M. ramirezi kan være kønsmodne og klar til at lægge æg allerede i en alder af 8 uger, hvis de fodres intensivt med en varieret kost af frosne dafnier, artemia og myggelarver, samt passes med hyppige vandskift.
