Nøglehulscichliden (*Cleithracara maronii*) er en sand klassiker inden for akvariehobbyen. Den er kendt for sit ekstremt fredelige temperament og den karakteristiske mørke plet på siden, der minder om et nøglehul, hvilket har givet arten dens populærnavn.
Naturligt habitat og indretning
I naturen stammer C. maronii fra Sydamerika, nærmere bestemt i flodsystemer i Guyana, Surinam og Fransk Guyana. De findes ofte i langsomt flydende bække og floder med tefarvet vand (sortvand), der er rigt på trærødder og nedfaldne blade. I akvariet bør man derfor tilbyde dem masser af skjulesteder i form af rødder og robuste planter. Da de er ret sky, trives de bedst med et mørkt bundlag og dæmpet belysning, hvilket også får deres ellers dæmpede farver til at stå flottere frem.
Adfærd og sociale behov
Som akvarist opdager man hurtigt, at dette er en af de mest omgængelige cichlider. Jeg købte mine i Frederikshavn, og mit første indtryk var en fisk med dæmpede farver og en vis tilbageholdenhed. Den graver stort set ikke i bundlaget, hvilket gør den ideel til beplantede akvarier. Den er meget fredelig og kan gå sammen med stort set alle selskabsfisk, lige fra små tetraer til andre fredelige cichlider. Når den bliver stresset eller forskrækket, kan den antage et plettet camouflage-mønster, hvilket er en fascinerende naturlig forsvarsmekanisme.
Opdræt og par dannelse
Selvom jeg ikke selv har haft held til at se dem yngle endnu, er strategien velkendt blandt cichlide-entusiaster. Den bedste metode er at anskaffe en lille flok på 4-6 individer og lade dem vokse op sammen, indtil de naturligt danner par. Nøglehulscichlider er trofaste partnere, og når et par først er etableret, er de normalt ganske ynglevillige. De er substratlegere, der typisk renser en flad sten eller et bredt blad, hvorpå de lægger deres æg. Begge forældre deltager aktivt i pasningen af både æg og unger.
Selvom jeg ikke har Nøglehulscichliden i mine akvarier lige nu, er det en fisk, der absolut står på listen over arter, jeg skal have igen.
